tirsdag den 21. juni 2016

Målet var at komme på erhvervsskole

Fra trin 1 til trin 4 - og videre i uddannelse

Nozar Nabizadeh og Wladyslaw Rusin har igennem de seneste 9 måneder gået på FVU-kursus på HF & VUC FYN Nyborg. Målet var, at de skulle forbedre deres færdigheder inden for dansk og matematik. De havde begge et ønske om at komme ind på erhvervsskolen, men for at de kunne opfylde adgangskravene måtte de først tage nogle kurser. Kravene for optagelse var en bestået eksamen på trin 2 i matematik og trin 4 i dansk.
De startede derfor i oktober måned med FVU-undervisning på trin 1 i både dansk og matematik. Herefter har de arbejdet sig støt fremad til trin 2, hvor matematik blev afsluttet og fortsat med danskundervisningen - med eksamener efter hvert trin. Det er en stor sejr i dag, hvor de netop har fået beskeden om, at de nu har bestået trin 4 i dansk, hvilket betyder, at de er klar til at komme videre med deres uddannelsesplaner.
 Wladyslaw og Nozar sammen med OBU- og FVU-konsulent Vicki Hnida

Wladyslaw har tidligere haft arbejde på et savværk og en maskinfabrik i Danmark, men ser nu frem til at kunne blive faglært. Nozar har tidligere været tandlæge-studerende i Jugoslavien. Men det har ikke været muligt at overføre fagene til en uddannelse i Danmark. Derfor har han været nødt til at søge andre veje. 
De to kursister har arbejdet meget seriøst og med stor disciplin igennem hele forløbet, fortæller underviserne Bibbi, Jette og Maria, som i dag har fejret kursisternes opnåede resultater.
”Undervisningen på VUC har været rigtig fin”, fortæller Nozar. ”Da vi startede på kurset, var der ikke så mange på holdet – men hen ad vejen er der kommet mange til, så vi er blevet delt i to hold”.

Fakta om FVU kurser:
  •          FVU Står for Forberedende Voksenundervisning
  •          FVU er undervisning i dansk og matematik
  •          Man skal være fyldt 18 år for at deltage
  •          Man kan gå til prøve efter hvert niveau
  •          FVU findes både som daghold og som aftenhold.
  •          Det er også muligt at tage et FVU-kursus for tosprogede
 Læs evt. mere om FVU-undervisning i Nyborg her: http://vucfyn.dk/node/724

Ingen kommentarer:

Send en kommentar